Borgere, der afslutter et træningstilbud i kommunalt regi, bliver altid opfordret og informeret om, at det er vigtigt at forsætte med træningen. For nogle kan det være en motivation, at der er nogle, der kan støtte op om træningen og vejlede.
Derfor har Tønder Kommunes Sundhedsafdeling uddannet 10 frivillige fitnessvejledere, som er parate til at give en hjælpende hånd og fungere som værter for en god snak og god stemning.

Fitnessvejlederne kommer fra forskellige fitnesscentre i Tønder Kommune - både private og fitnesscentre i foreninger, og alle fitnesscentre har kunnet melde frivillige til, som havde lyst til at hjælpe andre med at få en god træning. De har lært om basal træningsvejledning - specielt i forhold til frivægttræning og balancetræning. De er ikke instruktører, så de vejleder ud fra det program, som fitnessinstruktørerne eller fysioterapeuterne har udarbejdet.

De, der har deltaget på det første hold, kommer fra Møgeltønder UIF Fitness, Stines Træningscenter og Fysioterapi Løgumkloster, Fitnz.dk Bredebro, Agerskov Sogns Ungdomsforenings Fitness, Ballum Idrætsforening Fitness.

Man henvender sig til det fitnesscenter hvor man vil træne og forhører om pris og mulighed for at få vejledning af en frivillig fitnessvejleder.