Arbejdet med at finde en ny direktør for Brand & Redning Sønderjylland er gået i gang, da Lars Møldrup stopper med udgangen af oktober for at blive kommunaldirektør i Fanø Kommune.

For at undgå et ledelsesmæssigt tomrum har man valgt at ansætte en midlertidig direktør, og Esge Homilius har sagt ja til at påtage sig denne opgave. I dag bestrider han jobbet som administrerende direktør hos Haderslev Kommunes forsyningsselskab Provas, og dette job fortsætter han i sideløbende med sin nye opgave hos Brand & Redning Sønderjylland.

Esge Homilius er ikke uvant med Brand & Redning Sønderjylland, da han var beredskabschef i Haderslev Kommune fra 2012 til 2015. Desuden har han været chef for Teknik og Miljø i Haderslev Kommune fra 2015 til 2018.


Esge Homilius fortæller, han ikke vil nedprioritere jobbet hos Provas. Tanken er, at han arbejder i Tinglev om mandagen, hvor han holder ledelsesmøde ved Brand & Redning Sønderjylland samt vil holde individuelle møder med ledelsen.

- Samtidig vil jeg arbejde lidt løst tidligt/sent, når der er behov, og i øvrigt deltage i aftenmøder/weekendarrangementer for også at prioritere nærhed til de mange frivillige i beredskabet. Med andre ord skal jeg "holde stolen varm" til den nye direktør og give ledelsesmæssig tryghed ved at fastholde retning og håndtere eventuelle problemer, som kan opstå, siger Esge Homilius.

Når der er ansat en ny beredskabsdirektør vil Esge Homilius igen udelukkende koncentrere sig om jobbet hos Provas. Haderslev Kommune ejer Provas og er samtidig medejer af Brand & Redning Sønderjylland, hvorfor det har været naturligt at kigge efter en konstitueret direktør i egne rækker.