De nationale krav om brug af coronapas i Danmark er på vej til at være udfaset. Blandt andet på natklubber, diskoteker og lignende, hvor kravet ophæves den 10. september. Herefter betragtes covid-19 ikke længere som en samfundskritisk sygdom.

Samtidig er 75 procent af borgerne på landsplan og i Tønder Kommune nu vaccineret mod COVID-19.

Denne udvikling har betydet, at antallet af corona-test har været markant nedadgående.

I uge 35 blev der foretaget 3.134 kviktest af Carelink i Tønder Kommune. Det er 1.000 færre i forhold til uge 34.

Den seneste udvikling på landsplan betyder, at testkapaciteten i Danmark nedsættes fra og med uge 37.

Det betyder, at fra og med mandag i næste uge (uge 37) bliver testkapaciteten i Tønder Kommune væsentligt reduceret.

I næste uge vil der derfor være følgende testmuligheder i Tønder Kommune:

PCR-test ved regionen

Klosterhallen i Løgumkloster, tirsdage fra kl. 12-17

Toftlund Hallerne, torsdage fra kl. 12-17

Testcenter Tønder, hverdage 8-18, weekend og helligdage 10-16

Kviktest ved Carelink

Ventesalen ved Rømø Sylt færgen, lørdage fra kl. 10-15

Skærbæk - den tidligere skole, fredage fra kl. 13-18 og lørdage fra kl. 10-14

Tønder, Kærgårdsvej, hverdage fra kl. 8-20, og weekend og helligdage fra kl. 9-20

På kviktestcenteret i Tønder sker der på nuværende tidspunkt ikke ændringer i åbningstiderne, da testcenteret også har en funktion i forhold til grænsetrafikken.

Alle steder kan man komme forbi og blive testet uden tidsbestilling. Er man nærkontakt til en smittet eller har symptomer på COVID-19, så anbefales det, at man får foretaget PCR-test.

Det nationale middel mod COVID-19 er ikke længere test, men vaccinationer, oplyser Peter Michael Jørgensen, chefkonsulent ved Tønder Kommune. I løbet af den kommende måneds tid vil testkapaciteten derfor sandsynligvis bliver yderligere nedjusteret.

- Det er derfor positivt, at 75 procent nu er vaccineret. Jeg håber, at flere vælger at lade sig vaccinere i den kommende tid. Det er af stor betydning for, at vi bedre kan forebygge, at COVID-19 over efteråret og vinteren igen i større grad kommer til at præge vores hverdag, udtaler Peter Michael Jørgensen afslutningsvist.