Johanne vil fremover være til stede på bykontoret hver anden torsdag fra kl. 12.00 til 17.00, hvor alle interesserede kan komme forbi og få en snak om udviklingsplanerne for byen. Bykontoret ligger i "Æ Museum" på Storegade 47 i Skærbæk.
Fremtidens Skærbæk
Skærbæk står midt i en spændende byudviklingsproces, som har været i gang siden 2023. Gennem nøje kortlægning af byens styrker, interviews med lokale aktører og borgermøder er der blevet defineret seks temaer, der danner rammen om byens udvikling:
- Ung i Skærbæk
- Bosætning og boligudvikling
- Turisme- og naturværdier
- Styrket samarbejde på tværs af byen
- Rammer for byliv
- Handels- og erhvervsmiljø
Arbejdsgrupper, der er sammensat af engagerede borgere, er allerede i gang med at tage fat på de konkrete mål og handlinger, der skal føre planerne ud i livet. Alle interesserede er stadig velkomne til at bidrage.
Mød Johanne på bykontoret
Bykontoret i Skærbæk vil være åbent hver anden torsdag, og her kan du møde Johanne Marcussen Grøn, som står klar til at svare på spørgsmål, tage imod idéer og vejlede om, hvordan du kan blive en del af byens udviklingsarbejde.
Bykontoret er tænkt som et mødested for dialog, og der er fortsat rig mulighed for at komme med input til de seks temaer og deltage i arbejdsgrupperne.
Første åbningsdag
Johanne sidder klar på bykontoret torsdag den 10. oktober fra kl. 12.00 til 17.00, hvor du kan komme forbi og få en snak om Skærbæks fremtidige udvikling.