Værd at vide

Løgumkloster – i daglig tale Kloster, er placeret midt i Tønder Kommune. Byen er en af kommunens centerbyer med et godt udvalg i butikker og spisesteder. Her finder du blandt andet den meget populære Yomi Sushi, kommunens eneste sushi-restaurant.

Byen tilbyder fremragende forhold for børnefamilier med flere dagplejere, vuggestuer og børnehaver. Vi har hele tre skoler: områdets distriktsskole, en tysk skole og en friskole. Dertil kommer to efterskoler. Børn i 7. klasse og op kan komme i byens ungdomshus, hvor de kan spille pool, se film i husets egen biograf, hænge ud i sodavandsbaren og generelt bare hygge over et spil eller musik.

I det hele taget er byen en aktiv by med et væld af foreninger. De idrætsorienterede findes i og omkring Klosterhallen, yderligere har vi foreninger for seniorer, musikere, friluft og kulturelle aktiviteter.

I Løgumkloster tager vi godt imod iværksættere og etablerede virksomheder, der ønsker nye omgivelser. Her er mange erhvervsdrivende og virksomheder i og omkring byen.

I Løgumkloster får du mere af det hele. Natur, kultur, sammenhold og fællesskab med plads til alle. Kort sagt: ’I Løgumkloster – får man mere’.

Fakta om Løgumkloster

Historie og særkende

Løgumkloster er 850 år (grundlagt i år 1173). Navnet Løgum er en afledning af Løghar med betydningen "jord med vandløb" eller "sump" og Kloster stammer fra cisterciensermunkene, der grundlagde byen. Byen er bygget op omkring Løgumkloster Kirke (tidligere klosterkirke) og det årlige Kloster Mærken stammer helt tilbage fra 1173, fra kirkens Bartholemeus Marked. Seværdigheder: Kirken, Museet Holmen, Klokkespillet, Krigsfangegravene

Demografi

Løgumkloster har 3.556 indbyggere (2020) og består af en rigtig god blanding af alle aldersgrupper.

Geografi

Markedspladsen midt i byen er byens samlingspunkt, hvor langt de fleste spisesteder og forretninger også findes. Tæt ved ligger den gamle Løgumkloster kirke og Frederik d. 9.’s Klokkespil. Vil du se teater eller en film er byens kulturhus Den Gamle Biograf stedet at komme. Er du mere til sport, skal du ikke gå langt, før du er ved Klosterhallen. Eller er det natur, du søger, har vi ådal og skov lige ved siden af byen.

Forenings- og fritidsliv

Der findes over 70 forskellige foreninger i Løgumkloster. Vi tilbyder alt fra sport til sociale og kulturelle foreninger, så du finder helt sikkert også en til dig. Lokalrådet er bindeleddet mellem alle byens foreninger - Handels- og Håndværkerforening, Lokalhistorisk Forening, Spejdere, idrætsforeninger og meget meget mere.

Må vi præsentere Løgumkloster - Vores dejlige by

Kontakt

Leif Hansen
Telefon 74 33 40 41
E-mail leh@dsh.dk