Toftlund

Toftlund – midt i Sønderjylland, med mere end 220.000 arbejdspladser indenfor 1 times kørsel. Her er hverdagen vigtigst, og livet er godt.

Værd at vide

Det nuværende Toftlund har historisk været to byer – Herrested og Toftlund, men byerne er i dag vokset sammen. Toftlund er en handelsby for det omkringliggende opland, og et aktivt handelsliv med flere specialbutikker, gode arbejdspladser, institutioner og et bredt foreningsliv.

Toftlund har pasnings- og undervisningstilbud for de et- til attenårige - med en overbygningsskole, privatskole, og studenterkursus og kostskole.

Der findes samtidig et godt og blomstrende kulturmiljø med både en biograf, kirke og et kulturhus med teaterforestillinger - derudover er der stort sportsanlæg med haller og friluftbad. Idrætscentret ombygges i 2025 og bliver til et af Sønderjyllands mest moderne anlæg, når det står færdigt i 2026.

Arrangementer og begivenheder, der afholdes i løbet af året er en byfestuge, Motorfestival, Toftlund fester, ringridning, spejdernes Sankt Hans bål, Handel- og Håndværkerforeningen, der to gange årligt afholder eventen ’By Night’. Ellers tæller aktiviteterne foredragsaftener i Lokalhistorisk Forening, fællesspisning, sang- og foredragsaftener og kulturarrangementer i Teatersalen Manufakturen.

Fakta om Toftlund

Historie og særkende

Byens arkitektur bærer præg af den tyske historie, da mange af byens bygninger er opført af tyskerne i årene op til 1. verdenskrig.

Demografi

Antal indbyggere i Toftlund ligger på godt 3000 og dem der bor i Toftlund er en blandet gruppe af både børnefamilier, unge og ældre. Den lokale stolthed er stor.

Geografi

Toftlund ligger i hjertet af Sønderjylland. Byen ligger på en bakkeø, i et ellers relativt fladt landskab omgivet af markante trærækker, der dels gemmer byen lidt væk, men samtidig giver indtryk af en grøn by.

Forenings- og fritidsliv

Toftlund er kendt for sine mange foreninger, herunder Stuk, Musik og Teater, Æ Træfpunkt, Toftlund Handel og Håndværk, Udviklingsråd, Historisk Forening, Spejdere, og Bridge Klub og så er der frivillige der ikke er organiseret i foreninger, der sørger for spændende mødesteder, som f.eks. Kælkebakken, Hundeskov og lignende.

Kontakt