Rømø

På Rømø bor der godt 560 fastboende, der deler Skandinaviens bredeste sandstrand, den unikke natur og deres ø-liv med tusindvis af turister. Øboerne vægter derfor nærvær og natur meget højt.

Værd at vide

Rømø er en del af Nationalpark Vadehavet. Vadehavet er optaget på UNESCOs verdensnaturarvsliste. Rømø har Nordeuropas bredeste badestand midt i Nationalpark Vadehavet. Der er dejlig ren luft og højt til himlen. Naturen åbner mange muligheder for friluftsliv fx ridning, kajak, løb, cykling, vindsurfing, kitesurfing og sejlads med strandsejlere.

Hverdagen på øen leves trygt og godt – hvor børnene passes i børnecenter Troldebo med god normering og et stort udeareal. Skolebørn tager over Dæmningen til Skærbæks nybyggede skole og vigtigst af alt, har øen et rigt foreningsliv, og alle kender hinanden. Mange fastboende arbejder for og med turisterne, mens andre har valgt at bosætte sig på øen, på grund af den unikke natur eller det rolige øliv, der kan leves i store dele af året.

De primære erhverv på Rømø er turisme, og derudover også fiskeri og serviceerhverv som restaurationer, tømrer- og håndværksvirksomhed.

Arrangementer, der afholdes i årets løb, er blandt andet; Pers Awten, som er en traditionsrig folkefest med bål, som fejres hvert år den 21. februar langs Vadehavet; Rømø Awten som er den årlige ø-fest; Marens Awten, der er et forholdsvis nyt arrangement. Derudover afholder vi havnefest, en lille musikfestival, Sankt Hans og arrangementer i kirken og husholdningsforeningen.

Fakta om Rømø

Historie og særkende

Rømøs historie er tæt knyttet til havet. Den er kendt som søfarts-ø, hvor der har været hvalfangst - omkring 1770 var der ca. 450 hvalfangere på øen. Med færdiggørelsen af Rømødæmningen i 1948 blev Rømø landfast og det varslede nye tider for øen. I 1960 blev der etableret færgeforbindelse fra Havneby til den tyske ø Sild.

Demografi

Antal indbyggere på Rømø er 560, hvoraf hovedparten er seniorer.

Geografi

Hvis vi ikke mødes naturen ved vadehavet og i den friske luft på stranden, mødes vi på Lakolk Butikstov, Medborgerhuset på den gamle skole eller i et af de mange feriecentre.

Forenings- og fritidsliv

Der findes over tyve forskellige foreninger på Rømø. Turister kommer også for at se de gamle historiske Rømøhuse og selvfølgelig naturen i nationalparken.

Kontakt