Hvem skal vinde Den Sociale Virksomhedspris 2021?

En flot hæder, en kontant pengepræmier på 10.000 kroner og ikke mindst positiv omtale i lokalpressen. Det er, hvad der er på højkant, når Den Sociale Virksomhedspris skal finde sin modtager.   

Prisen bliver uddelt én gang om året ved Erhvervslivets Prisuddeling på ECCO Conference Center. Bag prisen står Arbejdsmarkedsudvalget, som gerne vil hylde en eller flere lokale virksomheder, der har gjort en ekstraordinær indsats for, at vi i Tønder Kommune har et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til alle.

Indstil din kandidat
Nu har du mulighed for at indstille din kandidat til den flotte hæder. Bare udfyld indstillingsskemaet, som du finder herunder senest torsdag den 28. oktober kl. 12. 

For at komme i betragtning til at vinde Den Sociale Virksomhedspris 2021, lægger dommerne vægt på følgende kriterier

  • virksomheder, som har gjort en særlig indsats under COVID-19 for at etablere nye job eller fastholde eksisterende
  • virksomheder, som har gjort en særlig indsats for at styrke det psykiske arbejdsmiljø og trivsel
  • etablering af småjobs
  • rekruttering gennem delejobs som for eksempel delejobs på særlige vilkår
  • ansættelse af borgere med handicap
  • ansættelse af voksenlærlinge
  • virksomheder som etablerer nye job
  • fastholdelse af seniorer og etablering af nye seniorjob

Alle kan indstille til prisen. Det gælder for eksempel både virksomhedsejere, medarbejdere i den konkrete virksomhed, Jobcenter Tønders medarbejdere og samarbejdspartnere.

Så kender du en virksomhed, som har gjort noget særligt, så indstil virksomheden.