Valg til Tønder Kommunes 60+ Seniorråd (tidligere Ældrerådet)
Den 18. november 2025 skal der også vælges nyt 60+ Seniorråd i Tønder Kommune.
I april 2025 skiftede Ældrerådet navn til 60+ Seniorrådet. Det er 60+ Seniorrådets vigtigste opgave at arbejde for et trygt og aktivt liv for alle ældre borgere samt rådgive Kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske emner.
Fra den 7. oktober 2025 til den 18. november 2025 er der valg til 60+ Seniorrådet. Valget afvikles som udgangspunkt digitalt, dog også med mulighed for fremmødevalg den 18. november 2025 sammen med kommunal- og regionalvalget i tidsrummet 8.00 - 20.00 på kommunens 22 afstemningssteder. Vær opmærksom på, at valget kan foregå i andre lokaler. Der vil være skiltning.
Valgperioden for det kommende 60+ Seniorråd gælder fra 1. januar 2026 til 31. december 2029.
Der skal vælges i alt 13 medlemmer til det nye 60+ Seniorråd. Der er i alt 6 valgdistrikter, hvor den lokale repræsentation fordeles med 3 medlemmer fra gamle Tønder Kommune og 2 fra hver af de gamle Højer, Bredebro, Skærbæk, Løgumkloster og Nørre Rangstrup kommuner. Der vælges 2 suppleanter i hvert valgdistrikt.
Du kan stemme og stille op til 60+ Seniorrådet, hvis du på valgdagen er fyldt 60 år og har folkeregisteradresse i Tønder Kommune.
Kandidatanmeldelse
Kandidater der ønsker at stille op til 60+ Seniorrådsvalget skal anføres på kandidatlister. Disse lister kan fås i Sekretariatet, Tønder Rådhus, Wegners Plads 2, 6270 Tønder, hvor de udfyldte lister ligeledes indleveres senest tirsdag den 23. september 2025 kl. 12.00. Kandidatlisterne skal være underskrevet af mindst 5 stemmeberettigede vælgere i kommunen som stillere.
Orienterings- og opstillingsmøder i lokalområderne
60+ Seniorrådet afholder orienterings- og opstillingsmøder i dit lokalområde, hvor der redegøres for rådets arbejde i den forløbne periode og om de kommende opgaver. Samtidig gennemgås det digitale valg samt reglerne for opstilling af kandidater.
- Løgumkloster torsdag den 28. august 2025 kl. 14 i Center Royal
- Nørre Rangstrup/Toftlund tirsdag den 2. september 2025 kl. 14 i Æ’ Træfpunkt
- Bredebro mandag 15. september 2025 kl. 14 i Aktivitetscenteret i Bredebro Hallerne
- Tønder tirsdag den 16. september 2025 kl. 14 i Seniorcenteret
- Skærbæk onsdag den 17. september 2025 kl. 14 i SEA
- Højer torsdag den 18. september 2025 kl. 14 i det Gamle Borgmesterkontor
Digitalt valg og brevstemme
Du modtager dit valgkort i e-boks og kan stemme ved at bruge linket i det digitale brev mellem den 7. oktober 2025 og 18. november 2025 kl. 20.00 Du afgiver din stemme ved at følge linket og vælge den kandidat, du ønsker at stemme på.
Hvis du har brug for hjælp til stemmeafgivning kan du få hjælp på alle Borgerservicecentre i åbningstiden mellem den 7. oktober 2025 og den 14. november 2025. Derudover har du mulighed for at møde frem på valgdagen på dit afstemningssted mellem kl. 8.00 – 20.00. For at kunne stemme i borgerservice eller på valgstederne er det en forudsætning at du medbringer dit sundhedskort.
Kan du på grund af sygdom eller af andre årsager ikke forlade dit hjem, kan du få hjælp til at afgive stemme hjemme. Søger du om muligheden for at brevstemme i eget hjem til kommunal- og regionalvalget vil du automatisk blive tilbudt hjælp til afgivning af stemme til 60+ Seniorrådsvalget.
Senest den 7. oktober 2025 modtager du dit valgkort i e-boks, eller pr. post, hvis du er fritaget for digital post. Her kan du se, hvor og hvordan du skal stemme.