Indhold

Baggrund

Kommunalbestyrelsen er ifølge Lov om social service § 151c forpligtet til at udarbejde og offentliggøre en tilsynspolitik for alle tilbud efter servicelovens § 83, det vil sige for hjem-mepleje og madservice til borgere i eget hjem (frit valg området).

Tilsynspolitikken skal indeholde kommunens procedurer for udførelse af og opfølgning på tilsyn med:

  1. Leverandører af hjemmepleje og madservice
  2. At den visiterede hjælp svarer til borgerens behov

Der skal følges op på tilsynspolitikken én gang årligt i forbindelse med godkendelse af kvali-tetsstandarderne for henholdsvis personlig pleje og praktisk hjælp og madservice.

Rammer for tilsynet

Tilsynspolitikken danner rammen for Tønder Kommunes indsats med tilsyn og opfølgning til borgere i eget hjem, der modtager madservice og hjemmepleje.

Kommunalbestyrelsen vil gennem tilsynet sikre kvalitet, faglighed, sikkerhed, tryghed og økonomisk ansvarlighed i hjemmeplejen hos såvel de kommunale som private leverandører.

Formål

Formålet er at føre tilsyn med, om opgaverne på ældreområdet løses i overensstemmelse med

  • Den gældende lovgivning
  • Tønder Kommunes vedtagne serviceniveau/kvalitetsstandard
  • Den konkrete afgørelse/aftale, der er truffet for den enkelte borger

Værdier
Der arbejdes ud fra Tønder Kommunes værdigrundlag.

Tilsynene er baseret på dialog og læring:

  • Der lægges vægt på, at tilsynene foregår i en dialog med alle parter
  • Der lægges vægt på, at resultatet af tilsynet bidrager til udvikling

Tilsyn med hjemmeplejen
Fagchefen for Pleje og Omsorg er ansvarlig for tilsynet.

Tilsynet indeholder en årlig opfølgning på de angivne måleparametre i kvalitetsstandarden for personlig pleje og praktisk hjælp.

Derudover udføres stikprøvekontroller hos ca. 3% af de visiterede borgere – dog minimum to borgere pr. leverandør. De borgere, der udtages til tilsyn, skal repræsentere et bredt udsnit af borgere, der modtager henholdsvis personlig pleje og praktisk hjælp. Der skal også være en geografisk spredning i Tønder Kommune.

Stikprøven indeholder dialog med borger og gennemgang af dokumentation for visiteret indsats. Tilsynet påser, at gældende kvalitetsstandard overholdes, herunder om borgerne får den hjælp, som de er visiteret til jævnfør lovgivningen og det gældende serviceniveau. Tilsynet påser ligeledes, at hjælpen tilrettelægges og udføres fagligt forsvarligt.

Der foretages interviews med borgere (evt. pårørende), ledere og relevante medarbejdere og dokumentation for visiteret indsats gennemgås.

Brugertilfredsheden dokumenteres ligeledes ved stikprøvekontrol hvert 3. år.

Dialog og læring
Dialogmøder med de kommunale leverandører foregår mindst fire gange årligt. På mødet deltager distriktsledere, disponatorer og visitatorer (fra myndighedsafdelingen). Tilsyn er et fast punkt på mødet. På hvert møde skal der foretages en systematisk gennemgang af minimum to borgerforløb.

Dialogmøder med de private leverandører afholdes en gang årligt. Tilsyn er et fast punkt på mødet. På hvert møde skal der foretages en systematisk gennemgang af minimum to bor-gerforløb.

Tilsyn med Madservice
Fagchefen for Pleje og Omsorg er ansvarlig for tilsynet.

Det kontrolleres en gang årligt, om kosten er ernæringsmæssigt rigtigt sammensat efter anbefalingerne fra Kost- og Ernæringsforbundet.

Det kontrolleres en gang årligt, om maden er veltilberedt og velsmagende. Kontrollen fore-tages af Kostudvalget i form af prøvesmagning af den fremstillede mad.

Brugertilfredsheden dokumenteres ved stikprøvekontrol hvert tredje år.

Opfølgning

  1. Resultatet af tilsyn forelægges Sundhedsudvalget og Ældrerådet.
  2. Såfremt der ved de enkelte tilsyn konstateres uhensigtsmæssigheder i indsatsen, vil leverandøren få oplysning om dette.
  3. Leverandører sender handleplan for genopretning til Fagchefen for Pleje og Omsorg i løbet af 14 dage.
  4. Resultatet af tilsyn offentliggøres på hjemmesiden.

Tilsynspolitikken er revideret og godkendt af Kommunalbestyrelsen den 22. december 2022 og træder i kraft den 1. januar 2023.