Dagtilbuds- og Skolepolitik 2024-2028 - webtilgængelig
Indledning
Dagtilbuds- og skolepolitikken skal tydeliggøre formålet og de grundlæggende værdier i dagtilbuds og skolers daglige arbejde med børn og elever for 0-18-år.
Endvidere skal politikken præcisere de lokale målsætninger og indsatser, som dagtilbuds- og skoleområdet er ansvarlige for at opfylde.
I politikken indgår elementer fra kommunens strategiske fokusområder
- Grænselandet
- Klima
- Natur og Miljø
- Unge og Uddannelse
- Den aktive borger.
Formål
Formålet med politikken er at sikre, at dagtilbud og skole udgør en samlet helhed, hvori barnet/eleven udfordres optimalt og støttes på bedste vis i sin udvikling, læring og trivsel på tværs af social og kulturel baggrund. Således sikrer vi barnets livsduelighed og mestring.
Værdier
Inkluderende og motiverende læringsmiljøer er omdrejningspunktet for dagtilbuds- og skolepolitikken.
De inkluderende læringsmiljøer har fokus på den enkeltes potentialer, fællesskabets
resurser, høj faglighed og trivsel. Alle børn skal opleve, at dagtilbud og skole udfordrer, støtter og dyrker: lyst til læring, mod på livet, tro på eget værd og egne muligheder, glæde ved fællesskabet, evne til alsidig udvikling, blik for nye veje og forståelse for samarbejdets nødvendighed.
Vi er bevidste om den danske historie og kulturarv, som understreger den enkeltes værdi og ligeværd uanset forskellighed.
Målsætninger
På dagtilbudsområdet er følgende mål overordnede for alle kommunale målsætninger og indsatser
- Dagtilbud sikrer, at alle børns trivsel, udvikling, dannelse og læring understøttes og udvikles gennem leg og trygge og læringsrige rammer
- Dagtilbud styrker alle børns udvikling og læring på tværs af kulturel- og social baggrund
Dagtilbud arbejder systematisk med afsæt i anerkendt forskning.
På skoleområdet er følgende tre nationale mål overordnede for alle kommunale målsætninger og indsatser
- Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige som de kan
- Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater
- Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekten for professionel viden.
Indsatser
-fælles for dagtilbuds- og skoleområdet
Tidlig indsats
Tidlig opsporing og tidlig indsats skal sikre, at der sættes ind med en sammenhængende indsats, så hvert barn gives optimale personlige, sociale og faglige udviklingsmuligheder.
Indsatsen tager udgangspunkt i barnets konkrete behov, og medarbejdere omkring barnet samarbejder på tværs af faglige og organisatoriske skel.
Lærings– og udviklingsmiljøer
Alle børn møder et inkluderende, motiverende og eksperimenterende læringsmiljø.
Eksterne læringsmiljøer understøtter barnets læring gennem oplevelser og eksperimenterende tilgange.
Dagen er varieret i forhold til indhold, organisering, aktiviteter og udfordringer.
Kreativ tænkning fremmes i de daglige aktiviteter med henblik på at tilgodese alle børns læring.
Naturen inddrages i tilrettelæggelse af oplevelser og læring.
Den pædagogiske praksis organiseres, så der skabes rum for trivsel, udvikling, dannelse og læring for alle børn.
Overgange
Der arbejdes med sammenhængende overgange med henblik at sikre tryghed og stabilitet i hele barnets liv.
Det betyder, at børn oplever systematiske overgange, der imødekommer barnets potentialer bedst muligt.
Institutionen og skolen har bevidst øje for barnets robusthed og forandringsparathed som forudsætning for gode overgange.
Hvem/hvornår
Område- og Distriktsskoleleder har ansvar for udarbejdelse af handleplaner for de enkelte indsatsområder.
Politikken træder i kraft den 20. marts 2024 og revideres i 2028.