Selvbetjening  Byg & Bo  Børn & Unge  Kultur & Fritid  Job & Erhverv  Teknik & Miljø  Social & Sundhed  Ældre & Handicap  
 Forside -> Børn & Unge-> Sprogvurdering
     

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sprogvurdering - et redskab til at fremme barnets udvikling

Alle forældre til 3-årige børn i Tønder Kommune får nu tilbud om en sprogvurdering af deres barn.

Det overordnede formål med tilbuddet er at skabe de bedst mulige rammer for børnenes udvikling og trivsel.

Sprogvurderingen er ikke en test eller en ny form for eksamen. Den er derimod et redskab til at vurdere, om barnets sproglige udvikling er som forventet af et barn i den alder, eller om barnet evt. har brug for hjælp og støtte til at stimulere udviklingen.

 

Vurderingen skal sikre en tidlig indsats

Sproget er meget afgørende både for børnenes samvær og leg med andre børn og for deres muligheder for at lære nyt og udvikle sig. Derfor er det vigtigt at have fokus på sproget, så de børn, der har brug for ekstra støtte, kan få den nødvendige hjælp så tidligt som muligt.

 

Vurderingen gennemføres som leg

Sprogvurderingen gennemføres af pædagogerne i dagtilbuddet og former sig som en leg med barnet. Vurderingen vil således ske i trygge og vante omgivelser for barnet.

Forældrene bliver også inddraget. Forældrene kan være til stede ved vurderingen, hvis de ønsker det, og desuden skal de udfylde et forældreskema, hvor de videregiver deres generelle indtryk og viden om barnets sprog, herunder ordforråd og sætningsdannelse.

 

Systematisk tilbud fra 1. marts 2008

Tilbuddet om sprogvurdering omfatter alle forældre til 3-årige børn. Af praktiske årsager iværksættes tilbuddet trinvist og vil være gennemført i fuldt omfang fra 1. marts næste år.

Indtil 1. marts kan forældrene få deres barn sprogvurderet, hvis de selv beder om det, eller hvis pædagogerne i dagtilbuddet skønner, at der er behov for det. Se nedenfor, hvor du skal henvende dig, hvis du ønsker en sprogvurdering nu.

Fra 1. marts vil tilbuddet være mere systematisk, så alle forældre får brev om tilbuddet, når deres barn fylder tre år.

Både i dag og efter 1. marts er det frivilligt, om forældrene vil benytte sig af tilbuddet om en sprogvurdering.

 

Personalet uddannes

Når den systematiske sprogvurdering først kan være på plads fra 1. marts, skyldes det bl.a., at personalet forinden skal rustes til at løse den nye og vigtige opgave. Der er således planlagt både en opstartskonference og en række kurser for medarbejderne inden for dagtilbudsområdet.

Indtil den 1. marts vil opgaven med sprogvurderinger blive varetaget af tale/høre-lærerne i samarbejde med kommunens pædagogiske konsulent.

 

Hvis du ønsker en sprogvurdering nu

Efter 1. marts får forældre til 3-årige børn som nævnt automatisk tilbud om en sprogvurdering. Indtil da kan du kontakte kommunen, hvis du ønsker en sprogvurdering af dit 3-årige barn. Ring til pædagogisk konsulent Helle Vibeke Hansen på tlf. 74 92 96 26 eller send en mail til hvha@toender.dk

 

Hvis du vil vide mere

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender har udgivet en pjece, der i kort og let tilgængelig form beskriver tilbuddet om sprogvurdering. Pjecen bliver efter 1. marts sendt til forældrene sammen med kommunens tilbudsskrivelse. Du kan også downloade pjecen her.

 

Lovgrundlaget

Kommunerne er efter den ny lov om dag-, fritids- og klubtilbud forpligtet til at tilbyde alle 3-årige en sprogvurdering, og kommunerne skal efter behov tilbyde sprogunderstøttende aktiviteter samt anden bistand.