Et flertal i Kommunalbestyrelsen besluttede den 28. juni 2007 at sende forslag om ændring af skolestrukturen i Tønder Kommune til
høring fra den 4. juli. Høringsfristen udløb den 21. september, og kommunen
modtog i alt
godt 200 høringssvar.
Den 25. oktober traf Kommunalbestyrelsen beslutning i sagen. Overordnet set
betyder vedtagelsen i Kommunalbestyrelsen følgende:
10. Vest i Tønder fortsætter som selvstændig skole, og 10. klasserne fra
Skærbæk og Toftlund samles i Tønder fra næste skoleår.
De to byskoler i Tønder, Holmeskolen og Tønder Kommuneskole, bliver ikke
lagt sammen, men der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal lave forslag til
flydende skoledistriktsgrænse i Tønder by med virkning fra næste skoleår.
Forslaget skal sikre en mere ligelig og hensigtsmæssig fordeling af eleverne
mellem to de skoler.
Arbejdsgruppen skal bestå af de to skoleledere samt repræsentanter for de to
skolebestyrelser og Børn og Skoleforvaltningen.
De to skoler opfordres desuden til at igangsætte et øget samarbejde.
Skolerne i Toftlund, Høllevangskolen og Toftlund Skole, lægges sammen til
én skole med én ledelse med virkning fra næste skoleår, og 0.-9. årgang samles
på Toftlund Skole, mens specialklasserækken og projektklassen samles på
Høllevangskolen. Sammenlægningen skal dog først være gennemført i fuldt omfang
fra 2009. Det vil sige, at sammenlægningen har effekt fra næste skoleår, men
der bliver mere tid til den praktiske gennemførelse af processen.
Branderup Skole nedlægges fra næste skoleår efter ønske fra
lokalsamfundet. Derimod bliver Ballum Skole og den aldersintegrerede
daginstitution Havbrisen ikke nedlagt.
Specialklasserækken i Døstrup Børnehus flyttes til Skærbæk Kommuneskole.
Der indføres en 70/80-model ved de mindre landsbyskoler. Det betyder, at
en skole nedlægges, hvis den to år i træk har færre end 70 elever.
Som optakt til høringen var kommunen i april
vært ved tre borgermøder om dagtilbuds- og skoleområdet. På disse møder blev der fremlagt fakta om den
aktuelle situation og udviklingen inden for området.
På møderne blev der også redegjort for fire forskellige
løsningsmuligheder.
Det første borgermøde fandt sted onsdag den 11. april i
Brundtlandcentret i Toftlund, det andet torsdag den 19. april, i Klosterhallen
i Løgumkloster og det sidste onsdag den 25. april i ECCO Center i Tønder. Læs om
borgermøderne her: