|
Sidste år gennemførte TrygFondens kystlivreddere 13.809 aktioner,
hvoraf de 50 betegnes som livreddende. Det vidner om, at livreddernes
tilstedeværelse gør en væsentlig forskel for badegæsternes sikkerhed.
Livreddertårnet på Lakolk er fjernet for i år og
kørt til opbevaring for vinteren, men både tårn og livreddere vender
tilbage næste år. TrygFonden Kystlivredning er et samarbejde mellem
TrygFonden og Dansk Svømmeunion.
Vælg en strand med livreddere
TrygFonden har i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed,
SDU, netop offentliggjort TrygFondens årlige, nationale druknestatistik.
Rapporten viser blandt andet, at antallet af druknede som følge af
badeulykker ikke er faldet siden 2001, og i perioden 2001-2008 skete
knap hver femte drukneulykke i forbindelse med badning ved kysterne.
- Det sikreste sted at bade er der, hvor der er kystlivreddere på
stranden. De kan hurtigt komme til undsætning, hvis man kommer i
vanskeligheder i vandet. Derfor opfordrer vi folk til at søge mod de
strande, der er overvåget af kystlivreddere. Det er også altid en god
idé at orientere sig om badeforholdene, når man ankommer til stranden –
og er man i tvivl, kan man altid spørge livredderne til råds. Hvis ikke
der er livreddere til stede, bør man altid forhøre sig blandt de lokale
om badeforholdene på stranden, siger kystlivredningschef Erik Bech fra
TrygFonden Kystlivredning.
Lær de 5 baderåd at kende
Som badegæst kan man selv være med til at mindske risikoen for, at man
kommer ud for en badeulykke – blandt andet ved at følge de fem baderåd.
- Det er en rigtig god idé at lære de fem baderåd at kende og
samtidig skippe de gamle myter, der f.eks. siger, at det er sikkert at
gå ud i vandet, til det når navlen. Der er ikke to strande, der er ens.
På den ene kan man måske godt gå ud til navlen, mens det kan være
livsfarligt på den anden strand, fordi strømmen kan være så stærk, at
man bliver væltet omkuld. Selv på lavt vand, hvor man sagtens kan bunde,
sker der drukneulykker, fortæller René Højer.
TrygFondens fem gode baderåd
TrygFonden har sammen med Dansk Svømmeunion udviklet fem enkle baderåd,
der indeholder de vigtigste ting, du skal være opmærksom på, når du
færdes på stranden.
1. Lær at svømme
Det mest enkle af alle råd og alligevel er manglende svømmekundskaber
årsag til drukneulykker hvert år. Hvis du ikke kan svømme, så bad kun,
hvor du kan bunde og i roligt vand.
2. Gå aldrig alene i vandet
Lad dig ikke forføre af dit eget vovemod. Er I flere sammen i vandet,
kan I holde øje med hinanden og hjælpe, hvis en af jer skulle komme i
problemer.
3. Læs vinden og vandet
Brug dine øjne, før du går i vandet, og spørg livredderen til råds.
Tjek, om der er fralandsvind eller pålandsvind. Undersøg, hvor hurtigt
det bliver dybt, og se på bølgeskummets bevægelse for at bedømme
strømretningen. Spørg også livredderen, om der er risiko for
revlehuller. Brug heller aldrig oppusteligt legetøj, gummibåde og
badedyr ved fralandsvind – det kan meget let være livsfarligt.
4. Lær stranden at kende
Spørg de lokale eller en livredder til råds om badeforholdene, og om
der er særlige forholdsregler, du bør kende. Husk, at forholdene ændrer
sig med vejret.
5. Slip ikke børnene af syne
Hver femte badeulykke herhjemme sker for børn - og ofte pga.
manglende opsyn fra en voksen. Lad derfor aldrig dit barn ude af syne.
|