Virksomheder og andre kan have behov for at udlede spildevand. Det skal kommunen give tilladelse til.

I en udlednings- eller nedsivningstilladelse fastsætter vi nogle vilkår, som skal sikre, at udledningen skader miljøet i vandløb, søer, hav og grundvand så lidt som muligt.

Et andet formål med vilkårene er at sikre en god hygiejnisk tilstand, så risikoen for at blive syg af at færdes ved vandløb, søer mv. er minimal.

Ved spildevand forstås alt vand, der afledes fra beboelse, virksomheder, øvrig bebyggelse og befæstede arealer.

Tilslutningstilladelser til det offentlige kloaksystem

Ejendomme, skoler, virksomheder o.lign. skal tilsluttes det offentlige kloaknet, hvis de ligger inden for det såkaldte kloakopland. Ejeren skal betale tilslutningsbidrag og vandafledningsafgift. Hvis der sker ændringer i spildevandssammensætningen eller i mængden af spildevand, skal du søge kommunen om en ny tilslutningstilladelse.
Kommunens kloakoplande fremgår af spildevandsplanen.

Spildevand i det åbne land

Ejere af ejendomme udenfor kloakeret område skal sikre, at udledningen af spildevand sker på en miljømæssig forsvarlig måde.

Tønder Kommune har en kommunal tømningsordning for at sikre en lovlig og miljørigtig håndtering af slam fra bundfældningstanke. Har du bundfældningstank skal du være tilmeldt den kommunale tømningsordning. Regler for tømning af bundfældningstanke i Tønder Kommune er fastsat i tømningsregulativet.

Ejendomme, som ligger tæt på særligt forureningsfølsomme vandløb og søer, vil inden for en årrække blive påbudt at etablere typegodkendte renseanlæg. De pågældende områder fremgår af spildevandsplanen for det åbne land.

Grundejere, som bliver omfattet af påbuddet, kan få anlægget udført af kommunen, mod at ejendommen kommer med i kloakforsyningen og betaler tilslutningsbidrag og vandafledningsafgift.

Tønder Forsyning

Læs mere om spildevand på Tønder Forsynings hjemmeside.

You need Flash player 8+ and JavaScript enabled to view this video.