Virkeligheden ændrer sig og især to områder påvirker kravene til den fremtidige udvikling af plejecenterområdet:
Den demografiske udvikling: I 2025 vil antallet af ældre over 80 år være steget med 52 % i Tønder Kommune.
Ældre borgere lider ofte af kroniske lidelser – bl.a. vil der ske en vækst i antallet af borgere med demens. Der er brug for nytænkning, med mindre efterspørgslen efter kommunale ydelser skal stige i takt med den demografiske udvikling.
Udviklingen i det regionale sygehusvæsen: Tønder Kommune udgør sammen med praktiserende læger og en række andre aktører ”Det nære sundhedsvæsen ”. Her løses 90 % af samtlige opgaver indenfor sundhedsvæsenet. En række ændringer i aktiviteten på sygehusene - så som kortere indlæggelsestid, mere ambulant aktivitet, nye og bedre behandlingsmuligheder og mobil teknologi - medfører at Tønder Kommune får stadig flere og mere komplekse opgaver at varetage på alle tider af døgnet.
Generelt kan man sige, at sygehusvæsenet i dag udelukkende tager sig af behandling. I og med at der i dag er bedre behandlingsmuligheder for en lang række sygdomme – f.eks. mange kræftsygdomme – lever mange borgere længe med deres sygdomme.
Det er en fordel for borgeren at være indlagt på sygehus så kort tid som muligt, og på den måde er hurtige forløb gode for borgerens sundhedstilstand. Borgeren svækkes ikke yderligere af unødigt lange indlæggelser.
Der er imidlertid en række andre behov hos syge og svækkede borgere, som må løses i Det nære sundhedsvæsen:
For eksempel er der behov for:
- Pleje og omsorg
- Hjælp til at genoptage hverdagen – i form af målrettet træning m.v.
- Hjælp med koordinering af - og overblik over - længerevarende ambulante forløb
- Behov for information, støtte og vejledning i forbindelse med sygdom og behandling
Det kommende kursskifte imødegår denne udvikling og medfører, at der fremover anvendes 4 veje til at sikre borgere i Tønder Kommune de rette tilbud:
- Øget investering i rehabilitering
- Øget indsats omkring det kommunale akutberedskab
- Øget specialisering for en række målgrupper
- Øget anvendelse af velfærdsteknologi
Principbeslutningen indebærer samtidigt, at ingen plejecentre lukkes og at der fortsat vil være tilbud om almene plejeboliger på samtlige plejecentre. Der etableres en række nye tiltag på tværs af de 4 veje.
Nye tiltag
Etablering af Korttidscentre
Korttidscentre er et nyt specialtilbud, der som samlet enhed indeholder tre forskellige deltilbud:
- Døgndækkede korttidspladser
- Rehabklinik (rehabiliteringsdagcenter)
- Udgående specialfunktion
Korttidscentrenes opgave er at effektivisere og kvalificere en række af ovenstående opgaver, samt at undgå forebyggelige og uhensigtsmæssige indlæggelser på sygehusene.
For borgeren indebærer tilbuddet om døgnophold en mulighed for at undgå indlæggelse på sygehus – dvs. at borgeren evt. kan undgå indlæggelse langt hjemmefra, og at borgeren under hele opholdet vil modtage en rehabiliterende indsats, der er fokuseret på hurtigst muligt at hjælpe borgeren til at kunne komme hjem og klare sig selv med større livskvalitet og selvstændighed til følge.
For eksempel kan borgere komme på døgnophold ved opblussen i en kronisk lidelse – så som KOL, diabetes, gigtlidelser m.v. – eller ved en akut infektion, så som lungebetændelse, blærebetændelse m.v.
Ligeledes kan der tilbydes døgnophold efter kortvarig indlæggelse eller ophold på skadestue som følge af knoglebrud eller eksempelvis ved konfusion, svimmelhed og faldtendens i forbindelse med væskemangel.
Rehabklinikken fungerer som dagcenter for intensiv rehabilitering i tidsbegrænsede, intensive og målrettede forløb. Forløbene adskiller sig fra de almene dagcentre ved at de tager udgangspunkt i individuelt udarbejdede mål. Tilbuddet retter sig mod borgere med behov for en omfattende personaleindsats, som i dag enten tilbydes midlertidigt ophold, evt. indlægges eller får tilbud om plejebolig. Indsatsen leveres af specialister.
Træning af forskellige funktioner er central i indsatsen og fokus er på tilbagevenden til egen bolig og højeste opnåelige egenomsorgsniveau, så borgeren så vidt mulig bliver selvhjulpen.
Medarbejderne ved rehabklinikken vil kunne undervise og instruere i brugen af velfærdsteknologi.
Personalet på korttidscentrene har og udvikler løbende ekspertise, der kan anvendes i en
udgående funktion til – i samarbejde med hjemmepleje / sygepleje - at understøtte rehabiliterende, sundhedsfremmende og forebyggende arbejde hos borgere i eget hjem.
Der etableres Korttidscentre på Leos Plejecenter i Tønder og på Mosbølparken i Skærbæk.
Etablering af en enhed for uhelbredeligt syge og døende
I dag forefindes en række midlertidige boliger, der fysisk og placeringsmæssigt ikke egner
sig til uhelbredeligt syge og døende.
Den nye enhed skal give mulighed for, at borgere - der er i den sidste fase af uhelbredelig sygdom - kan bo under velegnede forhold. Forholdene skal tilgodese særlige behov for lindrende pleje og behandling af plagsomme symptomer af såvel fysisk, psykisk, social og åndelig karakter. Den helbredende behandling skal være afsluttet.
Enhedens målsætning er, at såvel borgere som pårørende oplever livskvalitet gennem hele forløbet - trods de symptomer og problemer sygdommen medfører.
Enheden indrettes, så der er mulighed for såvel samvær som privatliv og mulighed for, at pårørende kan opholde sig sammen med den syge.
Der etableres enhed for uhelbredeligt syge og døende på Hjørnegården i Bredebro.
Etablering af specialcentre for demens
Der er store forskelle i de behov der kendetegner ældre, der er plejekrævende på grund af fysisk sygdom, alderssvækkelse eller mildere grad af demenssygdom og borgere med svær demenssygdom.
Behovene kan strække sig fra et botilbud, der tilgodeser grundlæggende behov for samvær, støtte og hjælp til personlig pleje - og til behov for et botilbud, hvor specialviden og særlige faglige og personlige kompetencer hos medarbejdere medfører forståelse af - og rummelighed overfor - eksempelvis natlig uro, bortgang fra hjemmet, råben, aggressivitet og angst.
Der er derfor behov for forskellige rammer og indhold i tilbuddene, for at opnå størst mulig effektivitet og kvalitet i indsatsen for den enkelte borger.
Allerede i dag ses, at en meget stor andel af beboerne på samtlige plejecentre har symptomer fra demenssygdomme i varierende grad, og fremover vil en stadig større andel af beboere i plejeboliger lide af demens eller demenslignende sygdomme.
Der vil fortsat være borgere med demenslidelser såvel i hjemmeplejen som i almene boliger på alle plejecentre. Borgere med demenslidelse, som ikke udviser grænseoverskridende adfærd, eller har behov for et særligt botilbud, skal altså fortsat kunne bo alle steder.
Deltilbud under specialcentrene:
- Permanente boliger / midlertidigt ophold / aflastning
- Dagcentre for borgere med demenssygdom
- Udgående specialfunktion
Med etableringen af specialcentre for demens sikres en målrettet og koordineret indsats, hvor centrene fungerer som dynamoer for kompetenceudvikling og videndeling i forhold til den brede demensindsats i Tønder Kommune.
Der etableres specialcentre for demens på Toftegården i Toftlund og på Richtsens Plejecenter i Tønder. På begge centre gælder, at der sker en udvidelse af de nuværende skærmede enheder for borgere med demens og at der bevares afdelinger med almene plejeboliger.
På Møllevang i Agerskov samles de nuværende 8 pladser til demente i en enhed.
Etablering af specialtilbud på Klosterparken og Solgården
I forbindelse med omstillingen af plejecenterområdet er det blevet tydeligt, at der er et behov for også at omstille kommunens sociale indsats, og etablere målrettede tilbud til misbrugsdemente, senhjerneskadede og fysisk handicappede.
Disse målgrupper har hidtil fået tilbud på de kommunale plejecentre, men på baggrund af de specielle behov, grupperne har, samt at de aldersmæssigt er betydeligt yngre end det traditionelle plejecenterklientel, er det vurderet, at der skal etableres målrettede botilbud til disse målgrupper.
I det udarbejdede forslag etableres der således et botilbud til senhjerneskadede og fysisk handicappede på Klosterparken i Løgumkloster, samt et botilbud til misbrugsdemente og kronisk sindslidende på Solgården i Bedsted. I forslaget er desuden bibeholdt en afdeling på Solgården til almene plejecenterpladser.
Hensigten med at lave mere målrettede tilbud til disse målgrupper er dels at oparbejde en ekspertise på områderne og dermed give borgerne det mest optimale tilbud, dels at der fremover vil være fokus på en rehabiliterende indsats.
Borger- og brugerinvolvering
Kommunalbestyrelsen ønsker at komme i dialog med borgere og brugere om strukturændringerne, og der holdes derfor et offentligt møde i Klosterhallerne d. 27.3. kl. 19-22. Nærmere information udsendes.
Forslagene til ændringer på plejecenterområdet kommer til offentlig høring i perioden fra den 28. marts til 19. april. I samme periode er forslaget også til høring hos Ældrerådet, Handicaprådet, Landdistriktsudvalget, MED-udvalg og andre berørte parter samt i de berørte bruger- og pårørendesamarbejder, vennekredse og bestyrelser på plejecentrene.
Se den model, Kommunalbestyrelsen har besluttet at tage udgangspunkt i