I den kommende tid vil Danmark og Grønlands Geologiske Undersøgelse gennemføre målinger 42 forskellige steder i Tønder Kommune. Alle berørte grundejere er blevet eller bliver kontaktet direkte
En ny og mere skånsom metode til eftersøgning af olie og gas i undergrunden skal i den kommende tid afprøves i Tønder Kommune.
I perioden fra den 18. august til den 7. september vil Danmark og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) afprøve den alternative metode ved at gennemføre i alt 42 målinger forskellige steder i kommunen.
De grundejere, hvis areal er udpeget til målingerne, er blevet eller bliver alle kontaktet direkte af GEUS. Hvis grundejerne giver GEUS lov til at gennemføre målingerne på deres jord, bliver der aftalt nærmere om tidspunkt og det helt nøjagtige sted.
I modsætning til mere traditionelle undersøgelser til at lede efter olie og gas efterlader den alternative metode ikke skader på marken eller miljøet.
Metoden går ud på at undersøge variationer i jordens naturlige elektriske og magnetiske felt over en periode på 10-20 timer.
To ca. 100 meter lange ledninger forbundet til fire måleelektroder bliver lagt ud på jordens overflade. Det magnetiske felt måles med tre sensorer, som forbindes til et registreringsinstrument i en mindre kasse. To af de tre sensorer graves ned i et spadestiks dybde.
Efter målingerne fjernes alle instrumenter, og alle gravede huller udjævnes. Transport af instrumenter til målepositionen foregår så langt som muligt med bil på nærmeste vej, hvorefter instrumenterne bæres til pladsen.