Kommunalbestyrelsen ventes at træffe principbeslutning om samling af administrationen på næste møde i april
Udsendt: 23. marts 2012
Skal kommunens administration samles på færre enheder? Spørgsmålet var på Kommunalbestyrelsens dagsorden på marts-mødet, men efter en kort diskussion enedes politikerne om at udsætte sagen til næste møde.
Ved budgetforhandlingerne i efteråret indgik samtlige partier aftale om at undersøge mulighederne for at samle administrationen, og konkret blev direktionen bedt om at komme med forslag til samling på én eller to adresser.
Efterfølgende har direktionen fremlagt to modeller:
- Samling på det tidligere plejecenter Aaløkke i Løgumkloster og på Tønder Rådhus
- Samling på Tønder Rådhus
Samling i Løgumkloster og Tønder forudsætter ombygning af Aaløkke. De samlede udgifter inkl. flytteomkostninger er opgjort til 36,2 mio. kr.
Samling i Tønder indebærer udbygning af Tønder Rådhus. De samlede omkostninger inkl. flytteomkostningerne ved denne model er 56,8 mio. kr.
Begge løsninger medfører en betydelig driftsbesparelse. Løgumkloster/Tønder-modellen vil give en nettobesparelse på driften på 6,4 mio. kr. om året. Tønder-modellen giver en nettobesparelse på 10 mio. kr. om året.
En del af kommunalbestyrelsesmedlemmerne var parat til at træffe principbeslutning på marts-mødet, men andre mente, at der er brug for at få sagen yderligere belyst. Så Kommunalbestyrelsen sagde i enighed ja til at udsætte sagen en måned.
Materiale om direktionens to forslag:
Løgumkloster/Tønder-modellen:
Tønder-modellen:
Da materialet vedr. Tønder-modellen er meget omfattende, er det splittet op i tre dokumenter
Konsekvensberegninger