TrygFondens kystlivreddere har livreddertårn på Lakolk Strand i sommerperioden.

Når de danske skoleelever går på sommerferie, begynder arbejdet for TrygFondens Kystlivreddere.

I sommerperioden er et af TrygFondens rød-hvide livreddertårn på plads og bemandet på Lakolk Strand på Rømø.

Hver dag mellem kl. 11 og 19 hele sommeren igennem er livredderne på pletten med bl.a. kikkert, rescueboard og førstehjælpskasse. Livredderne holder vågent øje med stranden og iler straks til hjælp, hvis badegæsterne kommer i vanskeligheder i vandet.

Livredderne oplyser også badegæsterne om de særlige forhold, de skal være opmærksomme på, før de springer i bølgerne. Og hvis børnene trænger til en pause fra vand og sandslotte, deler livredderne gratis tegnehæfter ud, som børnene kan underholde sig med.

Det kræver en god fysik og et godt overblik at være kystlivredder, og derfor har livredderne fra TrygFonden Kystlivredning trænet hårdt i løbet af vinteren og foråret for at være klar til badesæsonen.

Svøm mellem flagene

Selvom man er en habil svømmer, kan man pludselig komme i vanskeligheder.

Derfor er det bedst at bade på strande, hvor der er kystlivreddere til stede. På de lange strandstækninger har livredderne dog ikke mulighed for at overvåge hele området, og derfor markerer et rødt og gult flag på hver side af tårnet den zone, som livredderne primært overvåger.

Det bedste er at bade mellem de to livredderflag, for der har livredderne hele tiden opmærksomheden rettet mod, hvad der sker i vandet. Og hvis man ikke kender forholdene på stranden, kan det også være en god idé at spørge livredderne til råds, før man går i vandet. For eksempel kan der være revlehuller, som betyder, at man skal tage særlige forholdsregler.

Badende børn ved stranden

TrygFondens fem gode baderåd

1. Lær at svømme
Det mest enkle af alle råd og alligevel er manglende svømmekundskaber årsag til drukneulykker hvert år. Hvis du ikke kan svømme, så bad kun, hvor du kan bunde og i roligt vand.

2. Gå aldrig alene i vandet
Er I flere sammen i vandet, kan I holde øje med hinanden og hjælpe, hvis en af jer skulle komme i problemer.

3. Læs vinden og vandet
Brug dine øjne, før du går i vandet, og spørg livredderen til råds. Tjek, om der er fralandsvind eller pålandsvind. Undersøg, hvor hurtigt det bliver dybt, og se på bølgeskummets bevægelse for at bedømme strømretningen. Spørg også livredderen, om der er risiko for revlehuller. Brug heller aldrig oppusteligt legetøj, gummibåde og badedyr ved fralandsvind – det kan meget let være livsfarligt.

4. Lær stranden at kende
Spørg de lokale eller en livredder til råds om badeforholdene, og om der er særlige forholdsregler, du bør kende. Husk, at forholdene ændrer sig med vejret.

5. Slip ikke børnene af syne
Hver femte badeulykke herhjemme sker for børn - og ofte pga. manglende opsyn fra en voksen. Lad derfor aldrig dit barn ude af syne.

You need Flash player 8+ and JavaScript enabled to view this video.