Inden du går i gang med at dræne din jord, skal du være opmærksom på lovgivningen.
Inden du går i gang med at dræne
En stor del af Danmarks dyrkede arealer er drænet. På de drænede områder ledes det naturligt forekommende vand i jorden hurtigere til vandløb, end det ellers ville have gjort, og jorden bliver som regel mere velegnet til dyrkning.
Siden Dalgas og Hedeselskabet begyndte at omlægge og dræne de jyske heder, har dræningen været til stor nytte for landbruget og Danmark som helhed. I dag, hvor der er større fokus på vandløb og miljø, er både lovgivning og almindelige borgere opmærksomme på mulige negative konsekvenser ved dræning.
Inden du går i gang med at dræne din jord, skal du derfor være opmærksom på lovgivningen.
Hvad siger loven?
Ifølge vandløbsloven er der fri dræningsret. Den frie dræningsret gælder kun for bredejere til naturlige åbne vandløb på egen ejendom. Ønsker du at aflede overfladevand eller drænvand til en rørledning eller over anden mands mark, skal der først søges om tilladelse fra kommunen.
Det er ikke lovligt at ændre på eksisterende dræn og grøfter, der ikke er omfattet af den frie dræningsret, uden tilladelse. Det betyder, at grøfter ikke må graves dybere eller bredere, og at dræn ikke må lægges dybere eller med ændret dimension.
Hvis en offentlig rørledning helt eller delvist skal omlægges med samme dimension og samme placering som hidtil, kræver det også tilladelse fra kommunen. For private vandløb betragtes en omlægning i samme dimension og forløb som reparation, og det kræver ingen tilladelse.
Det er altid tilladt at foretage almindeligt vedligehold af egne dræn og grøfter, med mindre drænene ligger i et okkerpotentielt område.
Dræning i okkerpotentielle områder
Okker udgør et miljøproblem i mange vandløb – især i det sydlige og vestlige Jylland.
For at beskytte vores vandløb må der i okkerpotentielle områder ikke drænes eller udgrøftes uden forudgående ansøgning og tilladelse fra kommunen. Ved dræning og udgrøftning forstås enhver aktivitet – herunder ændringer, vedligeholdelse og reparationer – hvorved grundvandsstanden sænkes.
Du kan læse reglerne for dræning i okkerpotentielle områder i okkerloven.
De okkerpotentielle områder kan ses på Danmarks Miljøportal.
Hvis du ønsker at søge om tilladelse til dræning eller udgrøftning i okkerpotentielle områder, kan du læse hvad en ansøgning skal indeholde. Hvis du ønsker at vedligeholde dræn ved spuling, skal du være opmærksom på, at spulevand med okker ikke må ledes direkte ud i vandløbet, men skal opsamles og eventuelt udspredes på marken.
Naturbeskyttede områder
Hvis arealet, der ønskes drænet, samtidig er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3 eller ligger i et Natura 2000-område, må der ikke graves eller på anden måde ændres på arealets tilstand uden dispensation fra naturbeskyttelsesloven.
Du kan læse reglerne for beskyttede naturtyper i naturbeskyttelsesloven.
Følgende naturtyper er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3:
- Naturlige søer og vandhuller, hvis de har et areal på over 100 m
- Heder, moser, ferske enge, overdrev, strandenge og strandsumpe, hvis areal sammenhængende eller enkeltvis er større end 2.500 m
- Alle vandløb er omfattet af vandløbsloven, og en stor del af dem er også omfattet af naturbeskyttelsesloven
På Danmarks Miljøportal kan man se hvilke arealer, der er registrerede som § 3-arealer. Denne registrering er dog kun vejledende. Det er arealets faktiske tilstand, der er afgørende for, om arealet er omfattet af en § 3-beskyttelse.
Hvis du er i tvivl, om et areal eller en aktivitet er omfattet af naturbeskyttelsesloven, så spørg kommunen.
Kommunen kan kun i særlige tilfælde give dispensation fra naturbeskyttelsesloven § 3. Ønsker du at søge om dispensation, kan du hente et ansøgningsskema her.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål om dræning, så kontakt nedenstående medarbejdere i kommunens afdeling for Miljø og Natur:
Rikke Pedersen
Tlf. 74 92 91 97
Mail: rp1@toender.dk
Ole Ottosen
Tlf. 74 92 92 79
Mail: oot@toender.dk
Hvad er okker?
Okker er en jernforbindelse, der dannes, når jordlag indeholdende stoffet pyrit afvandes ved dræning. Pyrit er en kemisk forbindelse af svovl og jern, som kan ligge uforandret i jorden, så længe det ligger nede i en våd, iltfri jordbund. Men ved sænkning af grundvandsstanden kommer der ilt ned til pyritten, hvorved svovl og jern skilles og strømmer med drænvandet ud i vandløbet. Både det sure vand og det opløste jern er giftigt for fisk og smådyr.
Efterhånden som det sure vand neutraliseres ved fortynding, iltes det opløste jern, hvormed der dannes okker. Den røde okker er ikke giftig, men farver vandet rustrødt og lægger sig som en rød belægning på vandløbsbund og vandplanter. Den kan også lægge sig på fiskenes gæller og på vandløbets smådyr, som derved dør af "okkerkvælning".