Har du eller din virksomhed en olietank, eller tænker du på at anskaffe en olietank? Så er der en række regler, du skal kende.

Reglerne for olietanke kan du læse i olietankbekendtgørelsen, som du finder på Retsinformation (statens juridiske online informationssystem).

På Miljøstyrelsens hjemmeside kan du finde svar på mange problemstillinger vedr. olietanke

Du kan altid kontakte miljøafdelingen. Vi besvarer gerne spørgsmål.

Forsikring

Forsikringsordning for villaolietanke
Oplysninger om forsikringsordningen kan du få på Topdanmarks hjemmeside om forsikringsvilkår for olieforureningsforsikring.

Husk at olietanke, der ikke hører under begrebet villlaolietanke, ikke er dækket af forsikringsordningen. Kontakt dit eget forsikringsselskab, hvis du vil vide om din olietank er dækket i forbindelse med uheld m.v.

Kommunen har ikke noget at gøre med forsikringsordningerne.

Husk forsikringen dækker kun, hvis olien er købt i Danmark.

Lovlighed

Er din olietank lovlig?
Det er vigtigt, at du som ejer af en olietank sørger for, at tanken er i forsvarlig stand, og at den lever op til de fastsatte regler. Hvis der sker et olieudslip, og din olietank og rørsystemet ikke overholder reglerne, kan olieselskabets forsikringsselskab afvise at dække en eventuel skade.

Som hovedregel er den lovlig, hvis tanken er anmeldt til kommunen, og du har fulgt de nyeste regler.

Bemærk, at din olietank skal være registreret i BBR-ejermeddelelsen for din ejendom. Kontakt kommunen, hvis olietanken ikke er registreret.

Visse olietanke er dog ikke lovlige at anvende. Se sløjfningsterminer (længere nede på siden).

Er du i tvivl, om din olietank overholder reglerne, så kontakt dit olieservicefirma eller VVS-firma.

Ny olietank

Når du anskaffer en ny olietank
Anskaffer du en olietank til din private bolig, skal olietanken overholde reglerne for olietanke, og du skal indsende skemaet "Anmeldelse af tank" incl. tankattesten, som du modtager fra tankleverandøren. Tankattesten er et bevis på at tanken er godkendt af Miljøministeriet.

Du bør derfor altid kontakte kommunen i god tid før en ny tank skal installeres.

Sløjfningsterminer

Hvornår er en tank forældet?
Tanke kan kun benyttes i en vis årrække. Herefter er de forældede og skal sløjfes. Bemærk reglerne gælder kun villaolietanke, dvs. tanke under 6000 l. Er din tank større, bør du kontakte kommunen.

Det er af stor betydning, om tanken er typegodkendt eller ej, og om den er fabrikeret af plast eller stål. Godkendelsen fremgår af tankattesten. På de typegodkendte tanke vil der desuden sidde et mærkeskilt med et fabrikations- og et godkendelsesnummer. Eksempelvis gælder følgende: Nedgravede olietanke af stål

  • Typegodkendte olietanke, som er udvendigt glasfiberbelagte og indvendigt korrosionsbeskyttede skal sløjfes senest 50 år efter fabrikationsåret. (Disse tanke omfatter alle typegodkendte tanke fabrikeret fra 2000 og frem)
  • Typegodkendte olietanke, som er udvendigt glasfiberbelagte skal sløjfes senest 40 år efter fabrikationsåret. (Disse tanke omfatter alle typegodkendte tanke fabrikeret i tiden 1970-1999)
  • Tanke med udvendig glasfiberbelægning som ikke er typegodkendte, eller hvor produktionsåret ikke kan fastlægges, skal sløjfes senest 31. marts 2010
  • Øvrige tanke sløjfes straks

Overjordiske (herunder indendørs) tanke af stål

  • Typegodkendte olietanke fra 1. januar 2000 og frem (indvendig korrosionsbeskyttede) skal sløjfes senest 40 år efter fabrikationsåret. Disse tanke omfatter alle typegodkendte, overjordiske ståltanke, undtagen tanke, hvor godkendelsesnummeret (et 6-cifret G-nr.) slutter med et ”0”.
  • Øvrige tanke skal sløjfes senest 30 år efter fabrikationsåret. Tanke, hvor fabrikationsåret ikke kendes, skal sløjfes senest 31. august 2008.

Overjordiske (herunder indendørs) tanke af plast

  • Enkeltvæggede tanke skal sløjfes senest 25 år efter fabrikationsåret
  • Dobbeltvæggede tanke skal sløjfes senest 40 år efter fabrikationsåret
  • Enkeltvæggede tanke, hvor fabrikationsåret ikke kendes, skal sløjfes senest den 31. august 2008

Nedgravede plasttanke

  • Tanke skal sløjfes senest 45 år efter fabrikationsåret.
  • Tanke, hvor fabrikationsåret ikke kendes, skal sløjfes senest 31. marts 2015.
  • Nedgravede, kugleformede tanke af plast (polyethylen) og fremstillet af firmaet AJVA-PLAST A/S, skal sløjfes senest 20 år efter nedgravningen. (Dette omfatter tanke, der er fabrikeret i tiden 1973-1984).

Overskridelser af sløjfningsterminer
Sløjfningsterminerne må som udgangspunkt ikke overskrides. Men ingen regel uden undtagelse!

Planer om kollektiv varmeforsyning
Tilsynsmyndigheden kan, i tilfælde hvor der er planlagt kollektiv varmeforsyning tillade overskridelser af sløjfningsterminerne i op til to år. Her er det dog en betingelse, at ejeren senest en måned efter modtagelse af tilladelsen fra myndigheden sender denne sammen med oplysninger om, at anlægget er i en sådan vedligeholdelsestand, som angivet i § 37 i olietankbekendtgørelsen. Såfremt forsikringsgiver finder, at vedligeholdelsestanden ikke er som angivet i olietankbekendtgørelsen, kan forsikringsgiver meddele ejer af anlægget dette.

Sådan sløjfes tanken
Når du ikke længere bruger olietanken - så skal den sløjfes. Det er ikke nødvendigt at fjerne olietanken fra ejendommen, men du skal:

  • Tømme tanken for olie og eventuelt slam.
  • Afmontere påfyldningsstudsen og blænde tanken, så der ikke kan fyldes olie på.
  • Aflevere eventuelle olie- og slamrester fra tanken sammen med øvrigt farligt affald fra virksomheden. Mindre mængder (under 50 kg) kan afleveres på containerpladsen.
  • Anmelde sløjfningen til kommunen på skema for anmeldelse af tank - så retter vi BBR-ejermeddelelsen.

Hvis du ønsker helt at bortskaffe olietanken, kan du vælge selv at sørge for at:

  • Tømme og eventuelt rengøre tanken.
  • Kontakte en affaldstransportør, der kan hente tanken.
  • Aflevere eventuelle olie- og slamrester fra tanken sammen med øvrigt farligt affald fra virksomheden. Mindre mængder (under 50 kg) kan afleveres på genbrugspladsen.
  • Anmelde sløjfningen til kommunen på skemaet for anmeldelse af tank - så retter vi BBR-ejermeddelelsen.

Skema til anmeldelse eller sløjfning af tank

Du kan også vælge at lade et firma tømme, eventuelt rengøre tanken og bortskaffe den.

You need Flash player 8+ and JavaScript enabled to view this video.