En godkendelsespligtig virksomhed er en virksomhed, der skal have en miljøgodkendelse.
Miljøgodkendelsen skal du have, før du bygger eller starter en godkendelsespligtig virksomhed, og hvis du senere udvider eller ændrer virksomhedens bygninger eller aktiviteter.
Reglerne om miljøgodkendelse finder du i godkendelsesbekendtgørelsen. Af bilag 1 og bilag 2 fremgår, hvilke virksomheder, der skal have en miljøgodkendelse.
Kommunen eller Miljøstyrelsen godkender virksomheden, afhængigt af hvilken type virksomhed, det drejer sig om. De virksomheder, som Miljøstyrelsen godkender, er mærket med (s) i bilaget. Det gælder også virksomheder, som udleder spildevand direkte til et vandløb, sø eller havet. Resten godkendes af kommunen.
Hvis du er i tvivl, om din virksomhed er omfattet af reglerne om miljøgodkendelse, så kontakt Team Industri.
Hvad er en miljøgodkendelse?
En miljøgodkendelse er en accept af, at der foregår en bestemt aktivitet på en bestemt lokalitet. En miljøgodkendelse indeholder:
- En miljøteknisk beskrivelse
- En miljøteknisk vurdering
- Vilkår for hvordan virksomheden skal indrettes og drives
Skal virksomheden også have en spildevandstilladelse?
Hvis din virksomhed udleder andet end sanitært spildevand, skal virksomheden også søge om spildevandstilladelse.
Sådan søger du om miljøgodkendelse!
En ansøgning om miljøgodkendelse skal altid sendes til Team Industri.
Du kan også Søge digitalt via Miljøstyrelsens it-system på virk.dk
Hvilke oplysninger skal virksomheden give?
I Bilag 2 i godkendelsesbekendtgørelsen kan du se, hvilke oplysninger det drejer sig om. Generelt skal virksomheden komme med alle de oplysninger, der er beskrevet under punkterne i bilaget, dog er punkt 40 til og med 44 kun aktuelt for husdyrbrug.
Ikke relevante informationer. Der kan være punkter, der ikke er relevante for din virksomhed. Meddel dette i din ansøgning, så ved vi, at du ikke har overset punktet.
Hvordan kan du forkorte sagsbehandlingstiden?
Du kan forkorte sagsbehandlingen, hvis du gør følgende:
- Tag kontakt til os tidligt i planlægningen
Så kan vi oplyse om muligheder for en velegnet placering af virksomheden. Vi kan orientere om gældende regler og måske bidrage med viden om renere teknologi, miljøstyring og forureningsbegrænsning m.v.
- Sørg for, at projektet er så godt beskrevet i ansøgningen som muligt
Et fyldestgørende ansøgningsmateriale betyder, at sagsbehandlingstiden forkortes væsentligt. Hvis du bruger en rådgiver til at skrive ansøgningen, er det en god ide at holde en tæt kontakt til rådgiveren for at sikre, at rådgiveren har det bedst mulige udgangsmateriale. Du er altid velkommen til at kontakte Team Industri, hvis der er spørgsmål.
En miljøgodkendelse skal blandt andet indeholde en miljøteknisk beskrivelse, som ofte er identisk med oplysningerne i ansøgningen. Vi kan spare tid, hvis vi kan hente de nødvendige oplysninger i en elektronisk ansøgning.