Blyforurenet vand i ældre huse i Tønder. Børn, gravide og ammende bør ikke drikke vand forurenet med bly.
I nogle af de ældre huse i Tønder by er drikkevandet forurenet af bly. Da bly på længere sigt kan udgøre en sundhedsrisiko, anbefaler embedslægen følgende:
-
Børn, gravide og ammende bør ikke drikke vand, der kan være forurenet af bly
-
Alle andre bør indskrænke indtagelsen af blyforurenet vand mest muligt
Vær opmærksom på, at bly IKKE forsvinder ved opvarmning eller kogning af vandet.
Ifølge embedslægen er der ikke nogen akut sundhedsfare. Du risikerer ikke akut blyforgiftning ved at drikke af det blyholdige vand. Det er koncentrationerne af bly slet ikke høje nok til.
Men bly kan ophobes i kroppen og udskilles kun langsomt. Derfor kan indtagelse af store mængder bly over en længere periode medføre sundhedsproblemer, eksempelvis nyreskader og øget risiko for hjertekar-sygdomme. Indtagelse af større mængder bly over lang tid kan også påvirke sædceller og ægceller.
Hvor er vandet forurenet?
Blyforureningen i Tønder stammer fra private vandrør og installationer af bly eller fra stikledninger af bly.
Forureningen er derfor begrænset til huse med blyinstallationer eller stikledninger af bly. Blyinstallationer forekommer typisk i nogle af de ældre huse fra før 1950. Se her en oversigt over gader, hvor blyinstallationer kan forekomme.
Alle andre forbrugere har godt og rent drikkevand.
Grænseværdier
Grænseværdien for bly i drikkevandet i Danmark har tidigere været 50 mikrogram pr. liter vand, men er i dag 10 mikrogram. I de berørte områder i Tønder er der visse steder konstateret blyindhold på mellem 5,5 og 52 mikrogram pr. liter.
Hvad skal du gøre?
Embedslægen anbefaler, at installationer og ledninger af bly udskiftes snarest muligt. Derfor er Tønder Kommune i gang med at lave en samlet handleplan. Vi anbefaler, at du følger embedslægens råd om at begrænse indtagelsen af blyforurenet vand og i øvrigt afventer udmøntning af kommunens handleplan.
En overordnet plan kan ses her. Planen bliver udmøntet i konkrete handlinger i løbet af i år og i 2012, og de berørte borgere bliver orienteret herom direkte fra kommunen.
Hvis du ønsker vished her og nu om dit drikkevand og ikke vil afvente den samlede handleplan, kan du kontakte et laboratorium og bestille en prøve. Se kontaktoplysninger. Du skal selv betale for analysen. Prisen ligger typisk omkring 900 kr.
Du skal også være opmærksom på, at selv om du vælger at få foretaget en vandanalyse nu, kan det ikke udelukkes, at kommunen på et senere tidspunkt vil påbyde, at der skal laves en ny analyse. Den skal du i givet fald også selv betale.
Det kan du godt bruge det blyforurenede vand til:
Bad, opvask, tandbørstning, skylning af grøntsager, kogning af kartofler
Tag koldt vand fra hanen til madlavning. Lad altid vandet løbe lidt, inden du bruger det
Det bør du ikke bruge det blyforurenede vand til:
- Kogning af pasta, ris og andre madvarer, som opsuger meget vand
- Drik så lidt som muligt af det forurenede vand. Børn, gravide og ammende bør slet ikke drikke vand med bly
Telefonhotline
Har du spørgsmål om drikkevandet, er du velkommen til at ringe til kommunens hotline på tlf. 74 92 92 45. Så vil vi forsøge at besvare dine spørgsmål. Vi kan ikke garantere, at vi kan svare på alt på stående fod, men så undersøger vi det og vender tilbage til dig hurtigst muligt. Du kan ringe til hotline inden for vores almindelige telefontider, dvs. mandag-onsdag kl. 9-15, torsdag kl. 9-17, fredag kl. 9-13.
Læs embedslægens oplysninger og anbefalinger